Legend Dinner: Fortiden lagde vejen for SKOV Advokater

Der var både smil, latter og eftertænksomhed i kantinen hos SKOV Advokater i går, da et nyt internt koncept for første gang så dagens lys. Under navnet Legend Dinner samlede virksomheden alle medarbejdere til en fælles frokost og to oplæg fra personer, der på hver deres måde har været med til at forme SKOV Advokater gennem årtier.

Formålet med Legend Dinner er enkelt, men ambitiøst: at skabe et levende bindeled mellem fortidens erfaringer og nutidens virkelighed. Konceptet er et kulturelt og organisatorisk nedslag i virksomhedens interne liv, hvor tidligere partnere eller markante SKOV-profiler inviteres til at dele deres historier, perspektiver og refleksioner over både virksomhedens udvikling og advokatbranchens forandringer.

Arrangementet samler hele kontoret i kantinen omkring fortællingerne. I en time var det farvel til sagsakter og bunkerne på skrivebordene, og i stedet stod et møde med menneskerne bag virksomheden og de erfaringer, der har været med til at forme den kultur, som medarbejderne i dag er en del af. Legend Dinner sætter fokus på de værdier, der gennem generationer har været bærende for SKOV Advokater.

Anekdoterne gik rent hjem

Den første SKOV Legend var tidligere partner og advokat, 80-årige Poul Mortensen, der begyndte hos SKOV Advokater i 1975. Med lune og en god portion humor tog han forsamlingen med tilbage til en tid, hvor både advokatbranchen og omgangsformen så anderledes ud.

Det var en tid, hvor man tiltale hinanden med “Hr.”, “Fru” og “enkefrue”, og hvor skyldnere traditionelt fik fred i december op til jul. Poul Mortensen fortalte også om, hvordan SKOV Advokater i folkemunde blev kaldt “jernkontoret”, blandt andet fordi kontoret også håndterede de svære opgaver med udsættelser.

Udviklingen i arbejdslivet var heller ikke til at tage fejl af. I Poul Mortensens tid gik arbejdet fra papir og systematiske arkiver til introduktionen af “det der EDB”, som han med et smil beskrev det. Og naturligvis arbejdede man også om lørdagen. Anekdoterne skabte både grin og genkendende nik i kantinen og gav et levende indblik i en branche i forandring.

En anden tid

Efterfølgende indtog 68-årige Ann Schrøder scenen. Hun blev jurist i 1983 og havde inden sin tid hos SKOV Advokater haft flere stillinger i centraladministrationen. Da hun i 1989 begyndte hos SKOV Advokater, var hun en del af en markant minoritet i branchen.

På det tidspunkt var 25 procent af juristerne kvinder, og kun cirka 10 procent arbejdede i advokatvirksomheder. I Vejle var der blot tre kvindelige advokater. Ann Schrøder fortalte med både humor og eftertanke om de situationer og misforståelser, der kunne opstå, når klienter og samarbejdspartnere mødte op og forventede en mandlig advokat.

Samtidig understregede hun, at hun personligt aldrig oplevede det at være kvinde i en mandsdomineret branche som et grundlæggende problem. For hende handlede det først og fremmest om faglighed, professionalisme og personlig integritet.

Ann Schrøder rundede sit oplæg af med nogle klare råd til de fremmødte medarbejdere: Hav et stærkt etisk kompas, stol på din mavefornemmelse, sørg altid for at have styr på fagligheden.

Med den første udgave af Legend Dinner har SKOV Advokater sat en ny tradition i gang. Én tradition, der minder organisationen om, at den kultur og de værdier, der præger virksomheden i dag, er skabt af mennesker, der gik forrest før dem.

Det er historierne om dem, der har banet vejen, der giver perspektiv til dem, der går den i dag. Og netop den forbindelse mellem generationer er kernen i det nye koncept.