Fra tekstilbranchen til advokatkontor: ”Det handler ikke bare om at lave kaffe”

 

Når man træder ind i på kontoret hos SKOV Advokater, bliver man mødt af et varmt smil og en rolig stemning. Det er ofte Jessica Simunec Worsøe eller hendes kollega Henriette Kvist, der tager imod.

Holdet bag skrivebordet inden for indgangspartierne er de første, mange møder, når de kontakter SKOV Advokater, det gælder både klienter, samarbejdspartnere og kolleger. Men bag Jessicas imødekommende ydre gemmer sig en historie om mod, forandring og lysten til at skabe værdi og arbejdsliv på nye måder.

Jessica har nemlig ikke en typisk baggrund for sit virke på et advokatkontor. Hun er uddannet beklædningshåndværker hos TEKO og har arbejdet i tekstilbranchen i mere end et årti. Her havde hun ansvar for kvalitet, materialer og indkøb – alt sammen erfaringer, som den 32-årige kvinde i dag trækker på i sit arbejde hos SKOV Advokater.

 

En ny retning og et stærkt førstehåndsindtryk

Da Jessica besluttede sig for at skifte branche, var det med både spænding og usikkerhed. Advokatverdenen var ukendt territorium, og hun var i tvivl om, hvorvidt hendes profil ville passe ind.

– Jeg havde egentlig aldrig tænkt, at jeg skulle arbejde i en advokatvirksomhed. Jeg troede, det var meget formelt, måske lidt stift, men sådan er det slet ikke. Jeg så stillingsopslaget og syntes, det lød spændende. Men jeg var ikke helt sikker på, om det var mig, fortæller hun.

Jobsamtalen blev derfor et vigtigt vendepunkt. Hun husker tydeligt mødet med Torben Bang og Cecilie Agger, der begge repræsenterede virksomheden på en måde, hun ikke havde forventet.

– De var åbne, ærlige og oprigtigt interesserede i at lære mig at kende. Jeg kunne mærke, at de så muligheder frem for begrænsninger. Det gjorde stort indtryk. Jeg tror, det var netop dét, der gjorde, at jeg kunne se mig selv her. Jeg følte, jeg kunne bidrage med noget andet, og at det blev værdsat, understreger Jessica.

 

At opdage nye styrker

Efter Jessica Simunec Worsøe begyndte i sin nye stilling hos SKOV Advokater den 1. juni 2025, gik det hurtigt op for Jessica, at hendes tidligere erfaringer var langt mere relevante, end hun havde troet. Den struktur, detaljesans og forhandlingsevne, hun havde udviklet i sine tidligere jobs, viste sig at være en stor fordel.

– Jeg tror, det har overrasket mig mest, hvor meget jeg faktisk kan bruge min indkøbsbaggrund i det her job. Jeg havde ikke tænkt over, hvor mange paralleller der egentlig er, men det viser sig, at mange af de kompetencer passer perfekt ind, fortæller Jessica.

Hos SKOV Advokater har Jessica nu blandt andet ansvaret for virksomhedens indkøbsaftaler, og hun arbejder struktureret med et fokus, der sikrer overblik og gennemsigtighed på tværs af huset. Hun sørger for, at alt fra aviser til digitale adgangslicenser bliver brugt optimalt og med økonomisk omtanke.

 

Et fællesskab, der gør en forskel

En af de ting, der hurtigt gjorde størst indtryk på Jessica, var kulturen. Hun beskriver SKOV Advokater som et sted, hvor samarbejde og gensidig respekt går hånd i hånd med professionalisme.

– Noget af det første, jeg lagde mærke til, var, hvor rart folk har det sammen. Alle her i huset har interesse i, hvad man laver, og de tager sig tid til at spørge til arbejdet, og til hvad man har lavet i weekenden, fortæller Jessica.

Den daglige kommunikation er præget af åbenhed, godt humør, og det har været en vigtig faktor for Jessicas trivsel.

-Der er en oprigtig nysgerrighed og et ønske om, at alle skal have det godt. Der er et fællesskab, hvor medarbejderne på tværs af arbejdsområder bruger tid sammen, og hvor vi er fælles om de events eller arrangementer, vi deltager i, både på og uden for arbejdspladsen, fortæller Jessica.

For Jessica er det netop det, der gør SKOV Advokater til noget særligt. Ikke kun de faglige kompetencer, men den menneskelige dimension, der gør, at man føler sig som en del af et hold, uanset om du er partner, fuldmægtig, Front Desk Koordinator eller indtager en anden rolle hos SKOV Advokater.

 

Ansvar, variation og udvikling

Selvom Jessica sidder i receptionen, er hendes rolle langt bredere end det. Hun håndterer alt fra oprettelse af sager til interne aftaler, indkøb og administrative processer. Opgaver, der skaber krydsflader med hele virksomheden.

For Jessica er det netop kombinationen af struktur og variation, der gør jobbet spændende. Hun trives med at have et stort ansvar og med friheden til selv at tilrettelægge sine opgaver.

– Jeg får lov til at tage ansvar og til at finde mine egne løsninger. Det giver mig mulighed for at udvikle mig hele tiden, fagligt og personligt. Samtidig er det også lidt et opgør med den der tanke om, at en Indkøb & Front Desk koordinator ”bare” laver kaffe. Jeg og mine kolleger har en arbejdsdag, hvor vi beskæftiger os med mere end det.

 

Kreativitet og trivsel

Selvom advokatbranchen udefra kan virke stringent og konservativ, oplever Jessica, at der er stor frihed til at tænke nyt. Hun lægger heller ikke skjul på, at det betyder meget for hende at føle sig værdsat både som kollega og som menneske.

– Jeg har fundet et sted, hvor jeg føler mig hjemme. Jeg kan se mig selv være her i mange år, og det er en ret rar følelse, fortæller hun.

Jessicas historie er et tydeligt eksempel på, hvordan SKOV Advokater formår at tiltrække og udvikle medarbejdere med vidt forskellige baggrunde. Det handler derfor ikke altid kun om erfaring fra den juridiske verden, men således også om nysgerrighed, engagement og om lysten til at være en del af og indgå i kulturen.

– For mig handler det om at være et sted, hvor man kan udvikle sig og samtidig have det godt. Og det føler jeg virkelig, jeg har fundet her. Det var den helt rigtige beslutning at sige ja til jobbet her, afslutter Jessica Simunec Worsøe Indkøb & Front Desk koordinator hos SKOV Advokater.