
Efter mere end 25 år som ejerleder solgte Carsten Lund installationsvirksomheden AC El, VVS & Energi til Installatørpartnerskabet Koble. Handlen markerer afslutningen på et kvart århundrede med vækst, krisehåndtering og forretningsudvikling og blev gennemført med væsentlig bistand fra SKOV Advokater.
Da Carsten Lund i 1998 stiftede AC El med to servicebiler og ambitionen om at skabe en selvstændig arbejdsplads, havde han ingen planer om at stå i spidsen for en koncern med 75 medarbejdere, tre forretningsben og et stort millionbeløb i omsætning. Alligevel blev det til virkeligheden.
Fra håndværker til virksomhedsejer
Carsten Lund begyndte som elektriker, men ønskede hurtigt mere ansvar og større projekter. AC El voksede gennem 00’erne med et stigende kundekartotek og flere ansatte. Undervejs blev nøglefigurer som Dan Sørensen, Allan Madsen og senere Michael Pedersen og Daniel Christensen tilknyttet. Alle personer, som kom til at præge virksomhedens udvikling i fremtiden, og som undervejs blev medejere.
I midten af 00’erne udvidede virksomheden med både nye afdelinger og investeringer i fast ejendom. Men da finanskrisen ramte i 2009, blev et realkredittilsagn pludselig reduceret, og virksomheden stod over for store økonomiske udfordringer. Trods presset kom AC El igennem krisen og var i 2012 igen tilbage i vækst.
Udvidelse til energi og VVS
Omkring samme tid identificerede Carsten et stort potentiale inden for energi- og varmepumpeløsninger. Det førte til opbygningen af en selvstændig energiafdeling, hvor både Michael og senere Daniel spillede centrale roller. Indtoget på VVS-markedet betød, at virksomheden skiftede navn til AC El, VVS & Energi og begyndte at operere i markedet som en bred installations- og energipartner.
Kapitalfonde banker på
I 2020 modtog Carsten Lund det første konkrete købstilbud fra en landsdækkende installationskoncern, som vurderede virksomheden til at være et betydeligt millionbeløb værd. Carsten valgte at afvise tilbuddet, men i de efterfølgende år kom yderligere henvendelser fra større aktører på det danske marked.
Inden forhandlingerne tog fart, drøftede Carsten muligheden for et internt generationsskifte med sine medejere. Ingen havde ambitioner om at blive hovedaktionær, og Carsten fik derfor mandat til at undersøge et salg til ekstern partner.
SKOV Advokater styrer det juridiske spor
For at sikre et professionelt forløb blev BDO inddraget til det økonomiske spor. Samtidig valgte Carsten Lund, efter mere end 25 års samarbejde, at lade SKOV Advokater stå for den juridiske og strategiske del af overdragelsen.
Partner og advokat Torben Bang fik en central rolle i forhandlingerne. Han gennemgik og forhandlede alle væsentlige dokumenter, sikrede de rette garantier og rådgav Carsten om risiko, vilkår og fremtidig involvering i virksomheden.
Carsten Lund fremhæver i dag samarbejdet som afgørende:
– Torben Bang og SKOV Advokater var uvurderlige. Jeg stod aldrig alene. De sørgede for, at aftalen både var juridisk solid og menneskeligt tryg. Det var ikke bare jura, jeg fik hos SKOV Advokater. Det var forståelse, indsigt og evnen til at udfordre mig på de rette tidspunkter, fortæller Carsten Lund.
Budrunde og valg af køber
Efter en struktureret udbudsrunde stod AC El, VVS & Energi tilbage med tre reelle købere. De to mest attraktive lå tæt på hinanden økonomisk, mens en tredje aktør lå væsentligt lavere i pris.
Med rådgivning fra Torben Bang og SKOV Advokater faldt valget på Installatørpartnerskabet Koble, der matchede både pris, værdier og ønsket om at bevare virksomhedens identitet og kultur.
Handlen blev gennemført ved årsskiftet fra 2024 til 2025 og indebar, at Carsten Lund fortsatte i en aktiv rolle, mens virksomheden og livsværket integreres i Installatørpartnerskabet Koble.
Et livsværk solgt på det rette tidspunkt
Med salget har Carsten Lund afsluttet en stor del af sin rejse som selvstændig, men fortsætter sit virke i virksomheden. Han fremhæver især betydningen af professionel rådgivning:
– Det er enormt stressende at være i en salgsproces. Det fylder hele tiden. Skal man gøre det ene, skal man gøre det andet. Det kræver, at man har de rigtige mennesker i sit hjørne. Det skal gøres ordentligt. Uden SKOV Advokater og Torben Bang var det aldrig blevet en tryg proces. Han har været sin vægt værd i guld. Torben og SKOV Advokater vil jeg trygt anbefale alle ejerledere, der skal bruge en kompetent rådgiver, der hele tiden har blikket rettet mod dit bedste, afslutter Carsten Lund.
AC El, VVS & Energi fortsætter driften under Koble med samme medarbejdere og samme lokale afsæt, blot nu med et stærkere strategisk og finansielt fundament.