Forretningsbetingelser

SKOV Advokater er et advokataktieselskab registreret i Erhvervsstyrelsen under CVR-nr. 16 64 34 83.
 
SKOV Advokater er medlem af Det Danske Advokatsamfund og underlagt advokatsamfundets tilsyn og øvrige fastsatte regler for at drive advokatvirksomhed samt medlem af brancheorganisationen Danske Advokater. Alle advokater hos SKOV Advokater er beskikket som advokater af Justitsministeriet og er medlemmer er Advokatsamfundet. Disse forretningsbetingelser for SKOV Advokater er gældende pr. 1. januar 2022 for samtlige de sager og øvrige opgaver, som en kunde anmoder SKOV Advokater om at udføre, og forretningsbetingelserne kan alene fraviges skriftligt.
 
Modtagelse af sager
 
SKOV Advokater anerkender hurtigst muligt modtagelsen af en sag. Skønnes det nødvendigt, eller fremsætter kunden ønske herom, vil der blive udfærdiget et aftalebrev, der nærmere præciserer opgavens omfang og de individuelle vilkår, hvorefter opgaven skal udføres.

Ved SKOV Advokaters oprettelse af en sag foretager SKOV Advokater en undersøgelse af, at der ikke består en interessekonflikt eller foreligger inhabilitet i forhold til SKOV Advokaters øvrige kunder i overensstemmelse med Advokatsamfundets regler herom og de interne procedurer, som SKOV Advokater i denne forbindelse anvender.

SKOV Advokater er som alle andre advokatvirksomheder forpligtiget til at iagttage reglerne i lov om forebyggende foranstaltninger imod hvidvaskning af penge. SKOV Advokater har derfor pligt til at indhente og opbevare identitetsoplysninger for enhver kunde i henhold til de krav, der følger af denne lovgivning.

Udførelse af sager 

SKOV Advokater og firmaets advokater udøver deres virksomhed efter retsplejelovens regler om god advokatskik i henhold til retsplejelovens § 126 og de regler, som Advokatsamfundet har udstedt med hjemmel i retsplejelovens § 127 om betroede midler (kundekonti) samt Advokatsamfundets advokatetiske regler.

Honorar, udlæg og depositum 

SKOV Advokater fastsætter sit honorar med udgangspunkt i arbejdets omfang, herunder den tid, der er medgået til at løse opgaven. Udover den tid, der anvendes på den enkelte sag, indgår der også en række andre forhold, herunder omfanget af den enkelte advokats anciennitet og specialistviden, der har været nødvendig for sagens løsning, sagens værdi, sagens betydning for kunden, sagens kompleksitet og herunder de forhold, hvorunder opgaven har været løst samt det opnåede resultat og det ansvar, der har været forbundet med behandlingen og løsningen af sagen.

Omkostninger og udlæg, der omfatter opgavens løsning, herunder gebyrer, rets- og registreringsafgifter, rimelige kørsels-, rejse- og opholdsudgifter, forplejning, større kopierings- og forsendelsesudgifter betales af kunden udover honoraret. Der kan blive fremsat anmodning om forudbetaling ved afholdelse af de nævnte udlæg.

Såfremt opgaven omfatter deponering eller overførsel af beløb til konti oprettet af eller tilhørende SKOV Advokater, vil negative renter og øvrige omkostninger forbundet hermed blive viderefaktureret til kunden. Der kan blive fremsat anmodning om forudbetaling ved afholdelse af de nævnte udlæg.

Afhængig af sagens karakter opkræves der et depositum ved sagers påbegyndelse. Som udgangspunkt opkræves depositum for førstegangskunder samt kunder uden fast forretningsadresse i Danmark.

Betalingsbetingelser 

Fakturering sker normalt månedligt/kvartalsvis bagud (a conto) samt ved opgavens afslutning. Eventuelle udlæg faktureres særskilt og opkræves løbende i forbindelse med det afholdte udlæg – evt. som forudbetaling.

Der tillægges SKOV Advokaters salær moms efter de herfor gældende regler.

Betaling skal ske senest 14 dage fra fakturadato.

Ved forsinket betaling er SKOV Advokater berettiget til at opkræve renter i henhold til rentelovens til enhver tid gældende regler.

Kundemidler

Alle beløb, der indbetales til SKOV Advokater, forvaltes og forrentes efter Advokatsamfundets regler og bliver indsat på kundekonti.

Fortrolighed og insiderhandel 

SKOV Advokater er forpligtet til at behandle alle oplysninger modtaget af eller om kunden fortroligt i det omfang, der ikke er tale om offentligt tilgængelige oplysninger. Alle medarbejdere hos SKOV Advokater er pålagt tavshedspligt vedrørende vore kunders sager og øvrige forhold.

Alle medarbejdere hos SKOV Advokater er omfattet af den gældende lovgivning vedrørende forbud mod videregivelse af intern viden om børsnoterede selskaber og gældende restriktioner for handel med børsnoterede værdipapirer.

Kommunikation 

Kommunikation mellem SKOV Advokater og kunden kan finde sted pr. brevpost, e-mail, sms, fastnet- og mobiltelefon. Såfremt der ikke med kunden positivt er aftalt anvendelse af særlige sikkerhedsforanstaltninger vedrørende den kommunikationsform, der anvendes, vil fremsendelse af mailkorrespondance finde sted uden kryptering eller pdf-konvertering eller lignende sikkerhedsforanstaltninger.

SKOV Advokater går endvidere ud fra, hvis ikke andet udtrykkeligt er aftalt, at alle forsendelser kan sendes til kundens sædvanlige postadresse, e-mailadresse eller mobilnummer uden særlige anførsler om fortrolighed, attention – person eller lignende, således at kunden selv træffer eventuelle nødvendige diskretionsforanstaltninger.

SKOV Advokater garanterer ikke, at e-mails og anden elektronisk kommunikation er fri for virus m.v., men har selv truffet sædvanlige foranstaltninger til at imødegå dette og går ud fra, at kunden gør det samme.

Opbevaring og behandling af information, bilag m.v. 

SKOV Advokater opbevarer og behandler alle informationer, dokumenter m.v. i overensstemmelse med gældende regler, herunder advokatetiske regler og hvidvaskloven.

Som led i sagsbehandlingen vil SKOV Advokater modtage personoplysninger fra kunden eller repræsentanter for kunden. SKOV Advokater behandler sådanne personoplysninger efter aftale med kunden og i overensstemmelse med sagens formål. Hvis SKOV Advokater anvender underleverandører, vil disse alene behandle persondata modtaget fra SKOV Advokater i overensstemmelse med given instruks og med henblik på opfyldelse af aftalen med SKOV Advokater. Læs mere om behandlingen af personoplysninger her 

Originale dokumenter udleveres til kunden ved sagens afslutning. Hvis kunden efter sagens afslutning udbeder sig kopier af materialet fra den arkiverede sag, vil der alt efter anmodningens omfang og arbejdet hermed, kunne kræves et honorar for fremskaffelse og kopiering af materialet.

Ophavsret 

Ophavsretten til de dokumenter og det øvrige materiale, som SKOV Advokater har udarbejdet og leveret i forbindelse med sagen, tilhører SKOV Advokater, med mindre andet er skriftligt aftalt.

Kunden må derfor ikke modificere dokumenter eller andre tekster udfærdiget af SKOV Advokater, eller anvende dokumenter til brug for andet end, hvad der vedrører den pågældende sag.

Ansvar, ansvarsbegrænsning og forsikring 

SKOV Advokater er ansvarlig for den bistand, som leveres til kunden i henhold til dansk rets almindelige regler.

Uanset pkt. 10.1 er SKOV Advokaters ansvar dog beløbsmæssigt begrænset til det mindste beløb af

1) det samlede betalte advokatsalær i den pågældende sag (ekskl. moms) x 5, og

2) den forsikringsdækning, som betales af advokatfirmaets ansvarsforsikring pr. 1. december 2018, udgørende maksimalt kr. 35.000.000,00 pr. år.

SKOV Advokaters ansvar omfatter ikke indirekte tab eller følgeskader, herunder driftstab, tab af data, mistet fortjeneste, skade på goodwill og image eller andre former for indirekte tab.

SKOV Advokater hæfter endvidere ikke for evt. fejl begået af rådgivere, som SKOV Advokater har henvist kunden til, ligesom SKOV Advokater ikke hæfter for evt. fejl begået af underleverandører, som SKOV Advokater efter aftale med kunden har overladt dele af opgavens løsning til.

Krav kan alene rejses mod SKOV Advokater og således ikke mod de enkelte partnere eller andre medarbejdere.

SKOV Advokater er ansvarsforsikret efter de af Advokatsamfundet fastsatte regler hos Tryg Forsikring A/S, og dette selskab har samtidig stillet lovpligtig garanti for klientkontomidler i henhold til de af Advokatsamfundet fastsatte regler herom.

Klagemuligheder 

En eventuel klage over sagsbehandlingen, honorarberegningen eller andet skal rettes til den sagsansvarlige partner hos SKOV Advokater eller til SKOV Advokaters administrerende partner, som er angivet på SKOV Advokaters hjemmeside (www.skovadvokater.dk).

Kunden kan desuden indbringe tvisten for Advokatnævnet efter de herom gældende regler: 

Eventuelle klager sendes til Advokatnævnets Sekretariat, Kronprinsessegade 28, 1306 København K. Nærmere regler for indgivelse af en klage kan hentes fra Advokatsamfundets hjemmeside www.advokatsamfundet.dk, hvorfra der også kan downloades et klageskema.

Lovvalg og værneting 

Eventuelle tvister mellem SKOV Advokater og en kunde afgøres i henhold til dansk ret og kan alene indbringes for danske domstole ved SKOV Advokaters hjemting i første instans.